Del 1 af historien finder I HER og del 2 finder I HER.
[Kæk type giver det tommel op at føde]
Inde på stuen hopper jeg op på briksen. Jeg troede egentlig at man fødte i en seng, men hér er det altså en briks. Skjorten lægger an til at få hentet alle vores ting i bilen. Vi har en taske til os hver – mig, ham, Cornichonen. Og så en snacktaske. Min hovedpude. Og en ekstra dyne. Og babydyne. Og babynest. Og jeg kunne blive ved. Førstegangsforældre;)
Og så kommer Nanna. Søde Nanna. Jordemoder Nanna. Hun mærker efter – 5, måske 6 cm åben. Ikke helt så meget som vi havde håbet på og med veer på 12. time var jeg ved at være træt. Vi beslutter at tage vandet, og håber, at det vil sætte lidt skub i sagerne. Samtidig får jeg øffet noget med smertelindring, men er ret væk på det her tidspunkt. Jeg får lattergas. Det hjælper måske lidt, men jeg får det dårligt af det. “Jeg har ikke været så buzzed siden gymnasiet”, får jeg sagt på et tidspunkt, mens verden snurrer omkring mig.
“Hvad med epidural?”, spørger Nanna. “Er det noget du gerne vil?”. “Hella yes”, får jeg svaret gennem tågen af lattergas. Hun remser risici op. Spørger om jeg er sikker. Jeg nikker. Jeg er helt sikker. “Ok super”, siger hun og gør klar til at lægge drop i hånden på mig og ringer efter anæstesilægen.
Mine tykke og væskefyldte gravide hænder er ikke specielt lette at lægge drop i. Mine årer ligger i forvejen dybt. Det ved jeg godt. “Du skal bare stikke dybt”, siger jeg. “De ligger dér hvor de plejer – de ligger bare dybt”. Dét trick har jeg lært af en af de garvede blod-damer nede i blodprøvetagningen, efter jeg fortalte hende om dengang min praktiserende læge matte forsøge at tage en blodprøve 2 gange i hver arm, for så at prøve i hånden inden hun gav op og sendte mig til profferne i Pilestræde.
Omkring midnat kommer anæstesilægen endelig ind af døren. Hun forklarer en masse, og jeg er ret væk på både lattergas og stærke veer. Jeg kan huske, at jeg kalder hende en engel. Og jeg kan huske, at jeg er tryg ved at Skjorten og Nanna er der. Jeg kommer op og sidder på kanten af briksen, får besked på at krumme ryg og lave tunge skuldre. Mit hovede ligger på Nannas skulder imens. I sekundet inden anæstesilægen skal til at stikke ringer hendes telefon. Nanna er hurtig til at svare for hende. Gennem tågerne hører jeg noget med “akut sectio”, “kan hun lige stikke færdig hér?”, “vi er næsten færdige”, “tak”.
Vi klarede vist frisag, men jeg fornemmer at Nanna har gjort sit for at få lov til at holde på anæstesilægen, der ellers havde været nødt til at løbe til et akut kejsersnit. Jeg får også at vide, at vi har været heldige – der er 3 andre fødende, der har ringet og bedt om epidural lige efter os. Phew. Godt jeg ikke havde fine fornemmelser og skulle spille hård, men bare fik ringet asap.
Som epiduralen begynder at virke, vender jeg igen retur til virkeligheden. Det er vidunderligt, at være lidt klar i hovedet. Nanna kan se på min CTG, jeg har 4-5 veer pr 10. minut og det er sådan set fint. Men hun kan også se, at hver 2. ve lidt er en tøseve, der ikke rigtigt giver noget andet end ondt. Hun foreslår et vedrop, nu hvor jeg alligevel har fået epiduralen og det synes jeg lyder helt fornuftigt. Og så får jeg lov til at sove. Og det er fantastisk, for shit jeg er træt.
Kl 02 kommer Nanna ind igen – både Skjorten og jeg har sovet, og jeg har fornemmet at Nanna har været inde hos os et par gange, men hver gang er jeg kapituleret lynhurtigt til søvnen igen. 7cm åben siger hun. Nu sker der noget. Dejligt. Jeg bliver lagt på den ene side i en halv time, og så på den anden side i en halv time. Veerne er igen begyndt at bide gennem epiduralen. “Skal vi skrue lidt op?” spørger Nanna. Jeg beder hende tjekke igen, hvor langt jeg er, for jeg har på fornemmelsen, at der virkelig er sket noget i løbet af den sidste time, hvor jeg har ligget på først den ene og den anden side.
“Wauw ja! 10 cm – skide godt!!”, siger Nanna. “Så skal vi bare have hende til at finde vej helt herned”. Fedt fedt, tænker jeg. Skjorten sover endnu, og jeg bliver sat på en pilatesbold, hvor jeg sætter Benal på, som jeg kan sidde og bounce min baby nedad til. Energien fra beatet og Benjamins rå stemme er det perfekte soundtrack – det føles som ren power, der kommer ud af højtaleren. “Har de ikke lige spillet somewhere?”, spørger Nanna. “Jo – i Vega i fredags” får jeg svaret. Jeg ville gerne have været med, men måske ikke lige stedet at stå med sin højgravide mave og bounce.
Og sådan sidder jeg de næste par timer. Skjorten vågner. Der er god energi. Vi pjatter, snakker og jeg bouncer løs. Nanna fortæller at hun er blevet kaldt ind ekstraordinært pga travlhed. Jeg forstår nu, hvorfor det tog så forbandet lang tid at få den fødestue, men tænker at hun var værd at vente på. Ved femtiden kommer jeg op og stå. Danser videre. Har fin energi. Tænker kun på, at jeg virkelig gerne vil nå at føde inden Nanna har fri kl 7. Nanna danser lidt med. Nynner Beyonce’s “Single Ladies”, og brokker sig så over, at den har sat sig fast på repeat i hendes tanker. “oh-oh-ooh, oh-oh-oh-oh-oh-ooh-oh”. Jeg griner.
Jeg kan godt mærker veerne. Som et underligt pres. Jeg får lov til at presse forsigtigt med, selvom hun ikke er helt nede endnu. Og så kl 06:10 siger giver Nanna grønt lys. Nu kører vi.
.. Og sidste og 4. del kommer om et par dage:)
lattergassen reddede min fødsel. Aldrig har jeg haft det så Nice og samtidig været i et sådan et smertehelvede før. Prøvede at lokke lidt med hjem til en festlig aften, men den gik ikke 😉 hoppede 3 timer på bolden i mens og ud kom baby i min teenagerrus
Jeg har sådan en fornemmelse af, at hende Nanna er min søde veninde <3 Hun lyder i al fald lige så dejlig.
Hvor er det fint Acie!
Vores fødsler minder so far meget om hinanden, selvom jeg tror jeg fik epi før dig 🙂
Det er vanvittigt at føde et barn – tror stadig ikke at det er gået helt op for mug, selvom det er 4 måneder siden nu.
Godt Nytår til Jer
Så dejligt at læse med om din fødsel. Som førstegangs med 2 dage til termin er jeg efterhånden ved at være rigtig spændt på, hvad der venter. Jeg ved godt, at ikke to fødsler er ens, men det giver mig alligevel en eller anden ro at læse andres beretninger.
Har lige siddet og læst dine fødselsberetninger. Jeg blev noget overrasket, mest over min egen reaktion. Ud over tidspunkterne, minder vores fødsler meget hinanden – og selfølgelig så vidt forskellige.Jeg sidder og tænker, at jeg da egentlig også burde skrive min ned nu, da jeg fødte min søn tilbage i Juli. Det har jeg aldrig skænket en tanke. Tillykke med din fine pige!
Årh. Din fødselsberetning er så fin. Glæder mig til næste afsnit! Skal føde i februar, på riget, så jeg suger alt til mig!