Du læser nu
Min fødselsberetning: da Carl kom til… del 2

Min fødselsberetning: da Carl kom til… del 2

Jeg må hellere få skrevet resten af min fødselsberetning – del 1 kan I finde hér. Den sluttede med at jeg bestilte en latte og en ostebolle et sted midt i en ve i drive-thru’en hos Lagkagehuset. 

Det er en fin sensommermorgen, som vi triller igennem de nordsjællandske kornmarker på vej til hospitalet. Mine veer er stadig ikke noget der ligner regelmæssige, men dukker op nu og da. Jeg sidder på et håndklæde og et engangspusleunderlag, for vandet risler stadig ud af mig.

Da vi kommer til hospitalet sætter Skjorten mig af tæt ved indgangen, så jeg ikke skal gå så langt. Da han stopper bilen, glemmer han (… nok lidt befippet af hele situationen) at sætte automat-gearet i P og bilen gør et hop frem, mens jeg er midt i en ve. Jeg hvisler ‘for satan!’ ud mellem tænderne og han undskylder, mens jeg forsøger at kæmpe mig ud af fordøren.

[Carl, en halv time gammel…]

Inden jeg går ind af den store svingdør tager jeg et billede og sender to sms’er. Én til min familie med ordene “Vi gør klar til at holde fødselsdag idag!” og én til Emily “Hej Kurt. Så er din legekammerat på vej!”. Og så vralter jeg ind og sætter mig i en stol mens jeg venter på at Skjorten får parkeret og styr på taskerne.

Da han kommer ind gennem svingdørene rejser jeg mig op og går hen imod elevatoren. Jeg må stoppe halvvejs og midt i indgangen, da jeg bliver overrasket af en skylle, og når kortvarigt at gå i panik ved tanken om at efterlade et dryppende spor hele vejen op til fødegangen. Det gør jeg heldigvis ikke.

På fødegangen bliver vi taget imod – vi er ventede og jordemoderen jeg har talt med i telefon om natten spørger, om der er kommet mere gang i veerne. “Nja, lidt måske”, får jeg sagt. Og så spørger jeg om der er plads på én af sansestuerne. Jeg tror ikke (?) at jeg er så meget til den slags, og finder egentlig en slags tryghed i de mere kliniske fødestuer, for så ved man ligesom at man e r på hospitalet, og hvor galt kan det så gå, men omvendt er de så populære og Sofie har talt varmt om hendes oplevelse, så hvis nu der var en ledig, kunne det da være meget sjovt. Og så drømmer jeg om at komme i et badekar. Men der er ikke nogen ledige, desværre. Måske når de at blive gjort rene, men til en start får jeg altså en helt almindelige fødestue, og det er så også ok.

Jeg bliver koblet på CTG’en og alt ser fint ud. Mine veer er blevet lidt hyppigere og mere regelmæssige, men jeg ved godt fra Elises fødsel at det stadig bare er små hygge-veer. Ikke noget der batter.

Ved halvnitiden har der været vagtskifte og min jordemoder kommer ind. Det er Lisbeth, som jeg netop havde været til konsultation hos dagen før. “Jeg kunne genkende dit navn på tavlen!”, sagde hun. “Så jeg skyndte mig at sige, at jeg gerne ville have dig”.

Dejligt. Rart. Én man kender. Én jeg havde en rigtigt god snak med, bare 18 timer tidligere.

“Jeg var helt bange for, om det var mig, der havde sendt dig i fødsel”, griner hun. “Men så så jeg at du havde haft vandafgang, og så blev jeg rolig igen”. Vi havde brugt en del af konsultationen dagen før, på at snakke om at jeg godt kunne begynde at pumpe en lille smule inden fødslen – både så vi havde et lager af råmælk, hvis nu han kom ud og var ligeså sulten som sin søster, men også så jeg ligesom havde en headstart på hele det med amningen.

 

Vi aftaler at jeg skal ud og gå lidt, for at se om vi ikke kan få mere gang i veerne. Og at jeg skal prøve at tage et bad. Så det gør jeg. Vi går i kiosken og jeg må stoppe et par gange undervejs og tage en ve. Stadig ikke af den hårde slags, men dog nok til at man lige stopper op. Tilbage på stuen hopper jeg ind under bruseren og spuler maven igennem de næste veer. Det varme vand er enormt rart, og jeg bliver ved med at skrue mere og mere op for varmen indtil vandet næsten er kogende.

Nu begynder de at ligne noget de veer. Vel ude af badet beder jeg Mads om at kalde på Lisbeth. Hun har snakket om, at når man har født en meget stor baby tidligere, så vil de helst gerne have lov til at gøre klar til en epidural på forhånd, så man ligesom er klar, hvis barnet sidder fast og man har kurs mod et akut kejsersnit.

“Hvis vi skal snakke om det der smertelindring, så er det ved at være nu”, siger jeg til hende, da hun kommer ind på stuen. “For om en halv time er jeg ikke længere klar i kasketten”, fortsætter jeg og rækker så hånden i vejret for at markere at jeg er på vej ind i en ve.

Lisbeth tjekker og er enig. Jeg er 6cm i åben og i allerhøjeste grad i aktiv fødsel. Jeg giver grønt lys til at få gjort klar til epiduralen og hun ringer efter anæstesi-teamet, og de kommer allerede efter et par minutter. Først én meget pæn anæstesi-læge. Så en anden. To utroligt pæne anæstesi-læger mens jeg ligger der rødmosset i mine nettrusser og gisper mig gennem veerne.

På det her tidspunkt begynder tingene er sløre lidt, men jeg kan huske, at jeg prøver at løfte hånden for at markere når veerne kommer, men at lægerne ikke rigtigt bemærker noget. Tænker bare, at det ville være herligt ikke lige at blive stukket med en kæmpe nål i rygsøjlen midt i en ve, men de ved vel hvad de laver. “Er hun midt i en ve lige nu?”, spørger den pæneste af de pæne anæstesilæger. “Ja”, siger Lisbeth, der allerede kender mig og mine tegn bedre end godt. “Nå for satan – det kunne jeg slet ikke mærke”, kan jeg høre ham bag mig, men jeg er i min egen lille klokke og det føles næsten som at betragte det hele udefra.

Da de er færdige med nålene, spørger Lisbeth om jeg gerne vil have blokaden eller hvad jeg tænker. “Nu har I jo stukket mig og det hele sidder klar, så man skulle da være et skarn”, får jeg sagt mellem to veer. Og sådan bliver det. Og det er vidunderlig. V i d u n d e r l i g t.

Klokken nærmer sig 12 og jeg er efterhånden både sulten og lidt træt ovenpå den noget sporadiske nattesøvn natten forinden (.. for ikke at nævne de to års manglende søvn jeg allerede har i banken). Jeg får en bolle med smør og ost. Hele min krop er varm og afslappet og jeg er helt høj på lige dele fødsel og epidural. Jeg sms’er Sofie og Emily, og får fneset lidt i min lille epidural-brændert. Det er er herligt. Og så tager jeg 30mins med lukkede øjne og samler lidt kræfter.

Ved 13tiden begynder jeg at kunne mærke tyngden og presset. Jeg vil gerne op og stå og står og svajer over sengen, og kan ikke lade være med at presse lidt med, når veerne ruller. Jeg forventer egentlig ikke at jeg er mere end en 7cms penge åben (fordi 6cm en time tidligere) og tænker, at det bare er epdiuralen, der får veerne til at føles lidt sjovt. I en af veerne siger det ‘plask’ og vandet fosser igen ud af mig, så jeg står og sjapper i en sø på gulvet. Lisbeth kommer ind på stuen: “Jeg er altså ikke sikker på om jeg lige har tisset på gulvet”, får jeg sagt lidt forlegen. Og hun griner og siger, at det har jeg ikke – det er fostervand.

“Jeg skal virkelig meget på toilettet”, siger jeg, og sender en tanke til den der klyx jeg har fået et par timer tidligere. Det vil jeg egentlig gerne lige være sikker på, er et overstået kapitel før fødslen for alvor går igang.

“Det tror jeg altså ikke du skal”, siger Lisbeth. “Nej okay, øh.. Det kan godt være, men det vil jeg altså gerne lige have lov til”, insisterer jeg og sætter kurs mod toilettet.

Derude kan jeg godt mærke at Lisbeth måske nok egentlig havde ret, og da jeg forsigtigt rækker en hånd ned, bliver jeg både overbevist og skrækslagen. Someone’s crowning og hér sidder jeg bag lukket dør.

Jeg prøver at fremstamme et ‘hjælp’, men kan ikke få ordet over mine læber. Istedet klynker jeg. Først lidt stille. Så lidt højere. Og heldigvis højt nok til, at Skjorten og Lisbeth reagerer.

Han står virkelig langt nede og det føles lidt som om, mit bækken er på vej i to dele. “Jeg har brug for en pause!”, får jeg vrisset. Jeg ved ikke lige, hvad jeg forestillede mig (nok ikke noget – man er ikke så rationel), men altså det kan man jo ikke lige få. Istedet får jeg hjælp til at krabbe mig over til sengen.

At komme op på sengen med et barn der står så lavt, føles lidt som om Lisbeth beder mig om at bestige Mount Everest. Are you kidding me? Jeg er krøllet sammen som en bold og får somehow rullet op på sengen og lander på knæene. “Vil du føde her på knæene?”, spørger Lisbeth. Og honestly, I don’t give a rat’s ass – jeg kan føde however det skal være, hvis bare jeg må slippe for at skulle mosle mere rundt.

Da jeg fødte Elise blev jeg enormt skræmt på det her punkt i fødslen. Måske fordi det for alvor er her man mærker det totale kontrol-tab. Hér kroppen bare tager over, og man bare må følge med. Det samme sker nu og jeg får hvisket at “… jeg er altså lidt bange”. Lisbeth stopper hvad hun har gang i kommer helt op til mit ansigt. “Kig mig i øjnene!” beordrer hun. Og jeg makker ret. “Du har så godt styr på det her og på din krop – nu er du ved at føde og om lidt skal du møde din lille dreng. Vi snakker ikke halve eller hele timer – vi snakker presseveer!”.

Pressefasen med Elise tog næsten halvanden time, så beskeden om at vi snakkede et par veer var den helt rigtige motivation. Var vi virkelig så tæt på?

Og det var vi. Fem presseveer senere kl 13:59 landede der 4200g Carl i mine arme – efter spontan vandafgang og 3 timers aktiv fødsel. En helt anden oplevelse end første gang.

 Kommentarer (23)
  • Åh, jeg får helt tårer i øjnene af det øjeblik mellem dig og skønne Lisbeth efter, at du har hvisket, at du er lidt bange. Sikke et fantastisk overskud og kontrol, hun udstrålede der. Jeg er hverken gravid eller har børn, men det gør mig nu alligevel rørt ved bare tanken. Tak til dejlige jordmødre som Lisbeth <3

  • Er det søde Lisbeth B. du har født med?
    Jeg venter mit andet barn og har en ret traumatisk fødselsoplevelse med i bagagen. Det der rører mig allermest i dit skriv, er da hun reagerer så fint på dit “jeg er bange”. Det havde gjort en verden til forskel, hvis nogen havde gjort det i min første fødsel..
    Denne gang skal jeg føde på Hillerød og har konsultationer hos en Lisbeth som jeg er meget begejstret for 🙂
    Og tak for at dele din fine fødselsberetning !

    • Ja det lyder meget rigtigt – hendes efternavn starter ihvertfald med B (men vil trods alt ikke lige skrive det her:)).

      Hun var smadder god – jeg krydser fingre for, at det er hende du havner hos <3

  • Dejlig fødselsberetning og jeg måtte da lige tørre et par tårer væk. Jeg her selv født for 6 uger siden, så det hele er så klart i erindringen endnu 😊 Og hvor har du egentlig ret i det med kontrol tabet. Sidste skud på stammen er lin 3. og i alle fødslerne er jeg blevet bange på det tidspunkt du beskriver uden helt at forstå det. Men det er så rigtigt. Det er der kroppen bare tager totalt over og man kan ikke gøre noget. Både skræmmende og fascinerende. 😊

  • Åh, fødselsberetninger! Jeg græder hver gang, også nu. Hvor lyder det bare som en fantastisk fødsel – stort tillykke med Carl 💙

    • Årh du er sød<3 Tak fordi du læser med og er så sød til at smide en kommentar nu og da!

    • Ah ja – det kunne jeg da godt have skrevet! Man får lov til at sætte en nål på tavlen når man har født. Så det var et billede af at Skjorten satte en nål for os, da Carlsen var kommet til.

    • Jeg tror, at de nålene med det lille røde hus bagved betyder, at det var en hjemmefødsel.

    • Ah – yes. Sorry. Jeg forstod ikke hvad Stine mente med den røde figur, men du har da så meget ret!!

  • Det er dejligt også at høre om de gode fødsler. Jeg havde også en fantastisk 2. fødsel – og bliver da helt rørt over at kunne se vores lyserøde knappenål der på billedet ❤️

    • Samme her da jeg skrev indlægget – tror det er fordi vi har tændt for radiatorerne… Luften bliver så forbandet tør. Ik? 😉

    • Hvor er du bare sød – tusind tak fordi du læser med og tak for den alt for søde kommentar <3

Kommentér

Din email-adresse vil ikke være synlig.

© 2021 acie.dk / All Rights Reserved / A GreatSimple website

Scroll til top