Tilbage i sommers skrev jeg det her indlæg “Skal det virkelig være så ind-viklet?!”, fordi jeg havde en ambition om, at jeg som andengangsmor ville have større held med vikleriet end jeg havde som førstegangsmor.
Med Elise havde jeg en strækvikle og vi blev aldrig venner. Det gjorde vi, ej heller, med den bæresele jeg sidenhen anskaffede mig.
Hun var, og er, bare ikke et bærebarn.
Men jeg havde hørt fra flere, at de virkelig havde god gavn af at have frie arme med nr 2. Og det forstår jeg godt. Så jeg håbede sådan, at Carlsen og jeg kunne få det til at lykkes.
Og det har vi også gjort – så sent som i dag, valgte jeg, at tage bæreselen med på tur istedet for barnevognen, og der er få ting jeg synes er mere hyggeligt, end at gå rundt dér med min lille nysgerrige fyr på maven. Helt helt tæt.
Jeg har også gjort mig et par erfaringer, og dem er I flere, der har bedt mig dele. Jeg skal skynde mig at tilføje, at jeg ved ca. ingenting om at vikle. Altså udover det jeg selv har erfaret. Men der er altså virkeligt mange steder man kan få mere kyndig vejledning og rådgivning end her. Indeværende indlæg skal alene læses som en ‘ikke-vikle-agtig’ mors sparsomme erfaringer, som nogen måske kan se sig selv i.
Det jeg har lært om at bære:
Få hjælp… Af nogen der ved noget om det. Ikke Youtube (omend det kan være en god ven i nøden). Men der findes flere steder, hvor man kan møde bærevejledere. Bærebarn på Nørrebro er ét af dem. Hér kan man prøve forskellige bæreredskaber og finde præcis det der passer til én og ens barn. Og få hjælp til at få barnet til at sidde ordenligt.
Fastvikle vs. bæresele… Flere har skrevet og spurgt mig, hvad der skal bruges hvornår. Og det er jo så absolut en smagssag. Jeg synes, at Carl sidder bedre i fastviklen end i bæreselen. Men den er også mere bøvlet at få på. Så mit svar går på noget med, at det kommer lidt an på, hvor lang tid de små poder skal sidde der. Bæreselen er nem at klikke af og på, og vupti så sidder han dér.
Jeg har også erfaret, at det en bæresele er noget nemmere at have med at gøre, hvis man fx er på tur og skal have barn fra autostol til bæreredskab. Det er ikke specielt nemt (for en nybegynder som mig ihvertfald), at stå på en parkeringsplads og få viklet sit barn uden at enderne rammer en vandpyt eller det der er værre. Så det er værd at overveje hvilket liv man lever, inden man bestiller enten det ene eller det andet. Er man sådan en, der bruger sin bil meget? Eller går man mest?
Jeg får ikke brugt vores fastvikle nok mere (synes jeg), fordi vi lever sådan et forstadsliv med biler, og jeg går ikke så meget rundt med ham derhjemme, så jeg har besluttet at få syet min fastvikle om til en ringslynge istedet. Ringe fås relativt billigt i handlen (jeg har lyst til at sige under 100kr) og så gælder det bare om at finde én, der er ferm med en symaskine. Jeg håber, at vi vil få mere glæde af den på den måde.
Er Artipoppe pengene værd? Jeg har selv købt og betalt for det jeg har – min fastvikle har jeg købt brugt på Reshopper og så har jeg to bæreseler, som jeg skifter imellem. En i lyse farver og en i mørke farver. Jeg vil egentlig ikke anbefale, at man køber en lys for det er sateme nemt at få dem snavset til – men så langt havde jeg altså ikke selv tænkt, da jeg bestilte min første. Men ja. Det synes jeg de er. Ved jeg om der andre (billigere) alternativer, der er ligeså gode? Nej, det er mit erfaringsgrundlag for småt til. Men altså – utvivlsomt!
Men de er gode ergonomisk, de er nemme at få af og på, mit barn gider sidde i den og jeg sætter pris på, at de er lidt “smarte”, når nu jeg iøvrigt forsøger at umage mig med ikke at falde i joggingfælden.
Og så holder de også værdien ret godt, så man kan sælge dem igen til en ret fornuftig pris, når man er færdig med at bruge dem.
Det her link giver 50eur rabat hos Artipoppe – hvis man bruger det, får jeg også 50eur rabat, men det har jeg ikke så meget at bruge til. Alle der køber hos Artipoppe kan få sådan et link, så hvis I selv kender én personligt, der har en Artipoppe-vikle eller -sele, så bed evt dem om deres link så de kan få glæde af jeres køb.
Alle børn er forskellige… Så måske laver man bare et barn, der ikke gider, og så må man jo vurdere med sig selv, om man gider tage kampen. Carlsen var nok ca. 2.5 måned før jeg for alvor havde succes med at bære ham. Inden da, gad han slet ikke. Nogle har succes med bare lige at træne det nogle minutter hver dag, når barnet i øvrigt er mæt, puslet og i godt humør. Men altså. Det må man jo selv lige gå og tygge lidt på. Jeg gjorde ikke selv noget for det med Carlsen – jeg prøvede bare nu og da, og så en dag gad han det.
Der findes adskillige gode Facebook-grupper… hvor søde bære-entusiaster sidder klar til at hjælpe og vejlede, hvis man har brug for det. I det hele taget findes der et kæmpe ‘bære-community’ med hemmelige hilsner og jeg ved snart ikke hvad – det kan man jo engagere sig i så lidt eller så meget man lyster. Min oplevelse er, at folk er meget hjælpsomme. Jeg kender selv til Slyngegalleriet og Zeitgeist Mom DK.
Det var vist det? Har jeg mon glemt noget?
Hej Acie
Tak for dit indlæg! Hvor er det fantastisk, at der også er nogle af jer, der kan bøvle med det (og skriver om det) ligesom os andre 🙂
Har du mon en idé om, om bæreselen fra Artipoppe som du bruger på billederne her er 1. lige så god at sidde i i flere timer som en vikle? 2. god og åndbar til sommer og ferie også?
Tak for din ærlige og superfine måde at blogge på 🙂
Vh Julie
Hej Julie.
Stort selv tak – jeg er glad for, hvis mine erfaringer kan bruges til noget 🙂 Jeg er jo, som nævnt, virkelig ikke nogen ekspert, men jeg mener at have læst at bæreselen fra Artipoppe er præcis lige så god ergonomisk som en vikle. Og de fås i forskellige stoffer, så man skal vælge én i en varme-venlig kvalitet – altså bomuld/hør eller lignende (fremfor uld). Tænker jeg.
KH