Du læser nu
Opskrift: små foccacia-boller med oliven, der er nemme at bage med børn…

Opskrift: små foccacia-boller med oliven, der er nemme at bage med børn…

Ja, der er egentlig ikke så meget nyt i den her opskrift, men så alligevel. Den er et hybrid af to favorit-opskrifter, som jeg har delt tidligere – og så med en ny meltype.. Så jeg blev enig med mig selv om, at det var rimeligt nok at kalde det for en tilpas ny opskrift, at den godt kunne få sit eget indlæg.

Det var dem vi bagte i weekenden, Elise og jeg. Og den slags, der gør det ekstra godt med et lag chilipesto og en skive mortadella. Mhmm… Det hører til blandt min favoritspiser, kan I tro.

Sådan en omgang hér er ikke ret svære at lave og er derfor også en oplagt ting at lave sammen med de små i disse lockdown-tider. Jeg elsker at bage med Elise – men projekterne må ikke være for komplicerede, for så kokser det for os, og er ikke længere hyggeligt (jeg lavede den fejl, at ville bage kanelsnurrer med hende, men havde ikke tænkt på, at snurre-processen var for svær for hende at være med til og så blev hun irriteret over, at hun ikke kunne hjælpe.. “Og mig!!! Og mig!!” protesterede hun, mens jeg forsøgte at overbevise hende om, at det nok var en dårlig idé…).

Men de små foccacier hér er lige til – og små børnefingre er yderst gode til at placere de små oliven inden bollerne skal i ovnen.

Opskrift – små foccacia-boller med oliven..

Det skal du bruge:

  • 10g gær
  • 500ml vand
  • 250g hvedemel
  • 250g tipo 00-mel
  • 2 tsk salt
  • 1 glas grønne oliven uden sten
  • 1 dl olivenolie

Fremgangsmåde:

Opløs de 10g gær i de 500ml vand (det skal naturligvis være lunkent).

Tag et par skefulde af melen og vend i vandet inden de 2 tsk salt røres i.

Hæld de resterende 250g hvedemel og 250g tipo-00 mel i dejen og rør sammen. Dejen skal have konsistens som havregrød. Lad den herefter hvile i fred i ca. 15 minutter og sæt den så på røremaskine (med dejkrog) og ælt den ved høj hastighed i 7 minutter. Dejen skal samle sig, blive helt glat, smidig og slippe bunden af skålen. Hvis ikke den slipper, så prøv at tilføre lidt ekstra mel.

Lad herefter dejen hæve – enten på køl natten over eller på køkkenbordet i et par timer. Dejen skal hæve til dobbelt størrelse og vil få flotte store luftbobler.

Når dejen er færdighævet hældes 1dl olivenolie ud i kanterne af skålen, som hjælper dejen med at slippe skålens kanter og dejen væltes ud på et bord, hvor den skæres i mindre stykker og placeres på en bageplade. Det er lidt tricky – jeg plejer at bruge to knive til operationen.

På bagepladen proppes oliven ned i bollerne, de får nogle dråber olivenolie ekstra og til sidst drysses der med lidt flagesalt.

Bag dem i en forvarmet ovn ved 230grader i ca. 15 minutter – men hold øje! Alle ovne er forskellige og bager forskelligt – bollerne skal være gyldne som på billederne hér.

Og voila! Har I mon fået bag med jeres små?

71

 Kommentarer (0)

Kommentér

Din email-adresse vil ikke være synlig.

© 2021 acie.dk / All Rights Reserved / A GreatSimple website

Scroll til top