Så går den ikke længere – vi skal til at snakke om pensionen igen.
I del 1 (som I finder her) snakkede vi det grundlæggende ved pension – om hvorfor det er vigtigt og hvor vi starter, hvis pension er sådan noget vi får besked om i eBoks nu og da, men som iøvrigt ikke er noget vi egentlig har overblik over.
En kort re-cap er, at du kan tjekke dine pensioner på pensionsinfo.dk – her kan du se, hvad du har af pensioner fordelt over forskellige selskaber.
I dag skal det så handle lidt mere om, hvorfor det egentlig er, at pensioner ikke nødvendigvis bare kan leve et godt og stille liv indtil de skal I brug.
Igen har jeg allieret mig med Kathrine fra Mind The Gap Women.
Hej Kathrine. Tak fordi du gider snakke videre med mig. Hvorfor kan min pension ikke bare stå og passe mig selv? Altså skal jeg virkelig bruge tid på det?
Jamen det kan den faktisk også godt. De fleste pensionsordninger har en default one-size-fits-all version, som man får, hvis man ikke selv vælger noget. Det gælder både sammensætningen og den underliggende rente og investeringsform.
Men det er ærgerligt ikke at være dækket af forsikringer, der er store nok, hvis man har brug for dem. Og det er også ærgerligt at betale for forsikringer, man ikke har brug for, fordi man så sparer mindre op til
pension. Så alene derfor er der god grund til at tjekke ind med sin pensionsordning med jævne mellemrum.
Du bør gøre det, når der sker ændringer i dit liv: Børn, ægteskab/skilsmisse, økonomiske forpligtelser (hus, bil osv). Og ellers en gang om året for at tjekke, at alt stadig går som du forventer.
Hvis du er typen, der står for investeringerne selv, så regner jeg med, at du helt naturligt tjekker ind på din ordning jævnligt.
Renten svinger over årene. Du ved måske, at bare i år 2020 har der været et kæmpe fald på aktiemarkederne i marts (corona-relateret) og efterfølgende var der mulighed for at tjene gode penge, hvis man tog turen med opad igen. Det vigtige er, at du ikke går i panik, hvis der er dårlige måneder eller år.
Hvis du er ung og har lang tid til pensionen, så udjævner det sig og du skal ikke lade dig påvirke af negative resultater et enkelt år. Hvis du ikke har længe til pensionen, bør du overveje, hvor store risici du vil tage i forhold til muligheden for gevinst.
Hvis du ikke selv har mod på at investere, så lad selskabet om det. De er professionelle. Når det så er sagt, så kan der altså være ret store forskelle på, hvordan de klarer sig. I 2020 lå topscorerne på omkring de 10% og andre lå helt nede omkring 5%. Det er ret store forskelle. Men da pensionsordning jo er en langvarig affære, skal du hellere kigge på dit selskabs forrentning set over f.eks. 20 år. Hvis de performer dårligt der, så er der grund til at overveje, om du har dine penge stående det rigtige sted.
Så ok. Nu har vi lært, at vi skal:
- Få overblik over vores egne pensionsopsparinger
- Booke et møde med en pensionsrådgiver
- Beslutte om vi har temperament til selv at investere vores pensioner – eller lade professionelle om at gøre det.
- Huske at holde øje med at vores pensionsforsikringer matcher vores livssituation.
Jeg har tidligere snakket lidt om at investere ens egne pensionsmidler i indlægget her.
Derudover råder Kathrine til at vi holder øje med pensionsselskabernes forrentning over en længere årrække – det kan man blandt andet gøre på FaktaOmPension lige her.
Derudover vil jeg også gerne tippe om Penion For Alle, som ATP står bag. Her gode guides og god info om pension – og endda særligt for kvinder. Og også særligt for selvstændige, hvis I er den slags. Eller måske arbejder i udlandet?
Hos Pension For Alle er der også en god interaktiv guide, som er hurtig og enkel – og som er tiden værd:)