Du læser nu
Hvordan kommer man så videre herfra?

Hvordan kommer man så videre herfra?

Jeg er ikke specielt velbevandret i sorg. Men de fleste af os, er jo klar over at den er en del af livet. Sorgen. Jeg har bare ikke selv mødt den før. Så jeg er lidt rådvild lige nu. Hvad stiller man op med den?

Jeg er hverken klar til at komme videre eller til at lade være.

De sidste 14 dage har været en voldsom omgang. Hvis nogen for 14 dage siden havde fortalt mig, at jeg ville stå her uden min mor, havde jeg haft overordenligt svært ved at tro dem. Men på den måde, er det jo nok meget godt, at vi ikke ved hvad morgendagen bringer, for jeg ikke sikker på, at jeg havde kunnet bære at vide sandheden på forskud.

Og samtidig har jeg også erfaret, at sorgen er to-delt. Der er det akutte traume, det var at gennemleve, og så er der savnet. Førstnævnte skal bearbejdes, sidstnævnte skal jeg lære at leve med. Begge dele er en proces. En proces jeg langsomt har taget hul på.

Jeg er heldig. Jeg er blevet grebet. Man opdager først, hvilket sikkerhedsnet man har omkring sig, når ens liv ramler. Men alle, vitterligt alle, er steppet op og det er jeg mere end taknemmelig for. Jeg har mærket hvordan et finmasket net med et trylleslag foldede sig ud under mig og sørgede for at gribe mig, da det føltes som om jeg hang midt air og dinglede over en dyb afgrund. Familie. Forældres venner. Forældres venners børn. Nære venner. Venner. Venners forældre. Bekendte. Professionelle relationer. Digitale venner. Fremmede.

Og nu mærker jeg langsomt et behov for normalitet i mit liv igen. For fikspunkter, der lader mig være andet end ked af det.

Jeg trænger, blandt andet, til at begynde at arbejde igen. At koncentrere mig om noget. Beskæftige mig med noget. Så det vil jeg gøre.

På sin vis er indeværende indlæg jo første lille skridt. Jeg er stadig ked af det. Men jeg er heldigvis også andet. Det vil jeg forsøge at dyrke i det her forum. At komme tilbage til normalen.

Tak for jeres enorme støtte den seneste tid. Og tak fordi I her. Through the good and the bad❤️

 Kommentarer (21)
  • Jeg kondolerer !
    Det gør mig trist på dine vegne.
    Sorg, tabet, tomheden som følger er svær.
    En god måde at rumme sorgen bedre på, kan være at lave en lille have med minder til din mor, små sten på tegninger og ord på, fine planter, et billede af din mor mv.
    Eller sætte en hylde op og have et billede og nogle ting der minder dig om din mor.
    Eller som jeg har gjort: foran min brændeovn har jeg skrevet på en stor smuk sten, har sat en engel til at værne om min mor, og en masse lyshuse mm. så lys kan tændes og jeg kan mindes min mor og føle hun er med.
    Billeder af min mor har jeg på opslagstavlen, på køleskabet mm.
    Du skal nok finde din vej og komme tilbage til en hverdag.
    Det tager tid og især til jul, helligdag og fødselsdage vil savnet igen være der.
    Knus og kram til dig og tanker til du og familien.

  • Kære Acie

    Jeg kender det desværre alt for godt, da jeg mistede min mor for 2 år siden til kræft.
    Savnet sidder stadigvæk i mig og der går ikke en dag hvor jeg ikke tænker på hende, men tiden heler mange sår og efterhånden kan jeg tale om hende og fortælle de sjove historier uden at blive led.
    Hun var min bedste ven og vil altid være det i hjertet ❤️

    Kæmpe kram til dig fra mig.

  • Jeg tror alle sorgprocesser er individuelle, men som så mange andre skriver her, så tilslutter jeg mig koret der siger at sorgen aldrig går væk, men du lærer at leve med den. Jeg rummer efterhånden mange sorgprocesser, og nogle dage føles det som om at de ville være lige så forfærdelige at “tappe ind i”, som da ulykkerne skete. Andre dage går det op for mig at der er gået lang tid siden sidst jeg tænkte over det.
    Hvis jeg må give ét godt råd, eller én vigtig indsigt, så er det at tillade dig selv at være i sorgen og være i de perioder der gør allermest ondt, hvor det river mest i maven og man snapper efter vejret. Jeg skød dem ofte til side fordi jeg havde for travlt med arbejde, med venner, med andre ubetydelige ting. Og idag kan jeg ikke huske minderne eller processen særlig godt, og det savner jeg.
    Varme tanker til dig og din familie, Acie.

  • Jeg er så ked af det på dine vegne. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor svær en tid du må gennemgå lige nu Dit fine skriv om alle de gode mennesker, der griber dig, får mig sådan til at tænke på en af Søren Huss’ fine sange:
    “ Jeg har stirret op fra dybet
    Og jeg så et bølgende hav
    Af udstrakte hænder
    Der af kærlighed rakte ned
    Holdt mig fast, og holdt så længe
    At jeg til sidst kunne vriste mig fri
    Med viljen til selv at stå og holde
    Tanken om at leve ud”

    Må de (og vi) blive ved med at gribe og holde fast til du står selv igen❤️

  • Der kommer forskellige faser – og forskellige fra person til person selvfølgelig… den første tid efter min fars død, syntes jeg hele tiden jeg så ham – en der gik som ham, havde samme jakke som ham osv. troede jeg var ved at blive lidt småtosset Og selvom jeg var voksen, følte jeg mig på et splitsekund som et lille barn, som havde brug for at spørge lige netop min far om 1000 ting, nu da det lige præcis var ham, som ikke var her mere. Nu efter tre år, kan jeg pludselig få en klump i halsen og tårer i øjnene, når jeg tænker på en situation eller står i midt i en situation, som jeg tænker ville gøre ham glad – men det føles ikke som sorg, men som noget andet udefinerbart – som glæde og savn på én og samme tid.
    Jeg håber du finder din egen, gode vej gennem denne svære tid❤️

  • Kondolerer. Jeg mistede selv to forældre i starten af tyverne – alt alt for ungt.

    Først og fremmest, så bør du glemme alle de fremstillinger som populærkulturen har defineret om sorg. Det er ikke en fase på 2-10-20 uger, hvor man er helt i kulkælderen, for så pludselig at være “god igen”. Sorgen ligger i én parallelt med alle mulige andre følelser. Det kan være svært for dem som ikke har mistet, at sætte sig ind i, at man godt kan smile eller grine, den dag man lægger en af sine elskede i graven. Og omvendt kan man ramme en mur af sorg, mange år efter .. Sorgen er ikke lineær, som den tit fremstilles som.

    Det er tabubelagt og det føles skamfuldt at tillade sig små lommer af glæde i en tid, hvor man føler at man tit burde være dybt ulykkelig og omvendt at være nede, når man “burde” være videre. Sådan er det slet ikke – giv dig selv plads til begge dele. Giv dig selv lov til at mindes – og til at være travlt med alt andet, når det er dét du har brug for. Man må gerne pakke sorge ned og gemme den væk, når man har brug for en pause..

    • Kære Acie,

      Jeg mistede min far for 15 år siden. Jeg var knap ude af teenageårene. Sorg er individuel, men min erfaring er at den kommer i bølger. Store bølger i starten – der må du godt trække dyb luft ind imellem bølgerne. Senere bliver der længere imellem dem, men de kommer af og til igen.

      Mit bedste råd når det er så nyt – alt er okay – alle følelser. Der er ingen forkert måde at sorte på. Ræk ud til alle dem du har der har grebet når overskuddet er mindst.
      Måske skal du også forvente at det kan føles som om andre hurtigt er tilbage i hverdagen, mens du skal finde den langsomt igen.

      Sorgen kommer altid til at være der. Den er nemlig en kærlighed der aldrig hører op.

  • Kæreste Acie, jeg har først set nu hvad du går igennem. Det gør mig oprigtig ondt. Må du finde en måde at leve med sorgen på og værdsætte og huske minderne når det hele bliver for tungt <3

  • Der er næppe noget entydigt svar på, hvad man stiller op med sin sorg, men som en anden skriver, bliver den en følgesvend og fylder nogle gange meget og andre gange lidt. Selv tror jeg, det vigtigste er at give sig selv lov til at mærke den. Ikke at den skal fylde det hele, men den skal heller ikke gemmes væk. Heller ikke når begravelsen er overstået, der er ryddet op, og andre mener at “nu er det vist også tid til at komme videre”.

    Jeg mistede selv min mor for 11 år siden, hun var ganske vist kronisk syg, men det kom alligevel meget pludseligt. Den ene dag talte jeg i telefon med hende, 2 dage senere skulle jeg planlægge hendes begravelse. Det er voldsomt, når man er i 30’erne, og troede man skulle have sine forældre mange år endnu.
    Dengang sagde en god ven, der havde prøvet turen selv, til mig: “Det går aldrig over, men det finder et niveau, hvor du kan leve med det, og hvor du får et godt liv med det”. Det fik han ret i.

    For mig var det en stor hjælp at kunne “stemple ind” på arbejde, være mit professionelle jeg, og i en ramme hvor alt var, som det hele tiden havde været. Det samme gjorde jeg med min fritidsinteresse, stemplede ind et univers, hvor alt var helt normalt, og hvor jeg nød at være med gode folk omkring mig. Udenfor disse bobler af normalitet var der så plads til sorg, dødsbo, advokat og alt det andet, der følger med. Det virkede for mig, at der både var tid til sorgen, men også tid til, at lave noget hyggeligt og tænke på andre ting.

    Giv dig selv tid, og gør lidt ekstra for at passe på dig selv, du har været igennem en voldsom oplevelse. Og vær så forberedt på, at lige som du troede, det egentlig gik okay, så kommer sorgen buldrende for fuld kraft, fordi det blev jul, fødselsdag eller noget andet, hvor din mor pludselig mangler.

    Jeg ønsker sig alt det bedste, og sender mange varme tanker til dig i den kommende tid.

  • Varmeste tanker til jer ❤️ jeg har desværre også været i samme situation, har mistet begge mine forældre og min søster indenfor en periode på 4 år, Sorgen vil altid være der, og for mig har det været vigtig at vise at det er ok at være ked af det. Men samtidigt også at kunne grine og være glad for det er vigtigt for mig. Alle reagerer på forskellige måder og der findes ikke en rigtig eller forkert måde at håndtere en sorg på. For min egen del så hjalp det är komme tilbage på arbejdet. Og som Marie skrev i et andet indlæg, sorgen er ikke farlig. Nu ved jeg ikke om begravelsen har været, men ellers kan jeg anbefale at skrive et brev som præsten læser op for dig i kirken, så kan man få sat ord på noget som man måske ikke nåede at få sagt inden. Varme tanker ❤️❤️❤️

  • Jeg sender dig de varmeste tanker ❤️
    Jeg mistede min mor til kræft som 8 årig og har derfor levet det meste af mit liv med min trofaste følgesvend sorgen. Den forsvinder aldrig. Men jeg har lært at leve med den. Og når den nogengange dukker op, hvilket sker ofte, så husker jeg at byde den velkommen, græde med den, tale med den og mærke den. Jeg har lært, at sorgen ikke er farlig, og at den i perioder fylder mere end andre.

    • Hvor er det bare en klog og fin kommentar Marie – tak fordi du deler din visdom. Jeg synes virkelig det kan bruges.

    • Meget enig. At tiden læger alle sår, er noget vrøvl, men tiden gør, at man lærer at leve med sine sår og sin sorg.

  • Så mange kærlige tanker til jer, som familie ❤
    Jeg er ikke selv fan af gode råd, man ikke selv har bedt om, men jeg vover alligevel at komme med en anbefaling. Mine børn var så heldige at starte livet ud med alle bedsteforældre og oldeforældre i fuld vigør, men intet varer evigt, så det har været vigtig for mig og min mand, at døden var en naturlig del af livet, som kan og må snakkes om -også i børnehøjde. Vi har hentet meget glæde, spørgsmål, forståelse og tårer i bøgerne “Anton og den lille fugl” og “Græd blot hjerte”. Måske det kunne gøre noget godt for jer, eller andre der læser med.

Kommentér

Din email-adresse vil ikke være synlig.

© 2021 acie.dk / All Rights Reserved / A GreatSimple website

Scroll til top