Du læser nu
Om akut weltschmertz og den virkelighed vi får serveret…

Om akut weltschmertz og den virkelighed vi får serveret…

Jeg har vist strugglet lidt med at dele, de sidste dage. Eller finde balancen. Jeg kan se rundt omkring, at det er jeg ikke ene om, så jeg vil ikke trætte jer med lange floskelfyldte undskyldninger, men istedet servere resultatet af mine overvejelser, nemlig at 1. ingen andre mennesker har det privilegium at kunne tage fri fra arbejde, fordi de er ramt af akut weltschmertz og 2. jeg må gøre det så godt jeg kan. Ligesom alle andre.

Tilgengæld har jeg det privilegium, at kunne få afløb for mine tanker ved at dele dem. Og undren især.

Og det vil jeg gøre i dag. Med en række forbehold: det er blot små tanker fra et lille hovede. Jeg ved ikke en klap om noget som helst og bilder mig ikke ind at jeg gør det. Jeg føler bare, lige som alle andre, ekstra, i disse dage.

Og der nemlig én ting, der har trykket særligt hårdt på mit sind de sidste par dage. Det store spørgsmål.

[Jeg tror de fleste af os, har været lidt ekstra klistrede til vores telefoner de sidste par dage. Jeg tager mig selv i at vågne om natten og lige tjekke overskrifterne – måske fordi nætterne virker særligt sårbare]

Hvorfor!?

Det virker så sindssygt ikke 2022-agtigt at gå i krig. Sådan. Børnehave, pinligt, uciviliseret.

Så hvad er det der foregår?

Og når først den tanke har ramt, er det svært ikke at lade den næste flyde – der bor knap 150mio mennesker i Rusland. Man må (jeg gør i hvertfald) antage, at vi gennemsnitligt er præcis lige kvikke på tværs af kloden. Så hvilken virkelighed er det de får serveret, som retfærdiggør det her? Og næste åndedrag: hvilken virkelighed får jeg selv serveret?! Får vi serveret!?

Jeg så et tv-klip i weekenden hvor en journalist spurgte en russisk langrends-løber, hvordan han havde det med at stille op i en konkurrence, givet den aktuelle situation. Følgende er by no means, direkte citeret, men gengivet så godt jeg husker.

“Hvilken situation?”, svarede han.

“Ja, der er krig i Europa?”, svarede journalisten tilbage.

“Hvor?”, spurgte langrendsløberen, lidt nonchalant.

“.. I Ukraine!!”, svarede journalisten nu, tydeligt irriteret.

“.. Ah, ja der er en ‘rescue mission’ igang. Men politik bør ikke blandes i sport”, lukkede langrendsløberen samtalen med et provokerende smil og gik væk.

Mens man sad på den anden side af skærmen og kunne mærke hvordan hænderne var knyttet sammen og man trak vejret dybt ind gennem næsen, for at ryste klippet af sig. What a dick.

Eller også er han slet ikke en dick. Måske er det bare hans virkelighed. Måske tror han fuldt og fast på det. Og dét skræmmer mig (også). For det viser hvor skrøbeligt alting er. Og hvordan man kan skabe et narrativ, der (for nogle mennesker) kan retfærdiggøre krig. Og tænk, hvis man selv en dag, blev offer for samme.

Så med dét som afsluttende bemærkning en ekstra opfordring til at vi alle holder godt for øje, hvor vores nyheder kommer fra. Det virker til, at mis-information hører til blandt de værste krigsvåben i 2022.

 Kommentarer (4)
  • Rigtig fint skriv og meget enig. Lyt til DR 1, “Verden ifølge Gram”- hvis Putin vinder.. virkelig godt belyst hvad den almindelige russer ved og ser.
    Sender den til dig.

  • Hvor rammer du bare hovedet på sømmet ift. hvorfor ytringsfrihed er en ret, som er fuldstændig grundlæggende for vores demokrati. En ret vi bør beskytte med næb og kløer!

  • Spot on. Har selv lige begået et skriv om, hvor langt ude og surrealistisk, det er – og hvor ked af det, det gør mig, at det her nu er en del af vores børns historie. Håber, det snart er overstået.

Kommentér

Din email-adresse vil ikke være synlig.

© 2021 ACIE.DK / All Rights Reserved / A GreatSimple website

Scroll til top