Ja, det er altså ikke den smukkeste kanelstjerne verden nogensinde har set, men den blev lavet med én hånd og var slet ikke tiltænkt dette forum… Men da jeg handlede til mit indlæg om pølsehorn bad Skjorten købe mig en ekstra dåse dej, så jeg kunne gen-bage de kanelsnegle jeg viste for nogle måneder siden, for dem var han svært tilfreds med.
Og hvis der er noget jeg godt kan lide, så er det at bage til min mand, så der røg selvfølgelig et par ekstra dåser i kurven… Og intet havde jo været lettere end, at køre en reprise på helt klassiske snegle i fad – men flere steder havde jeg set den smukke kanelstjerne og tænkt, at sådan en måtte jeg prøve at lave. Og egentlig er det jo bare en stor kanelsnegl/snurre, så jeg tænkte, at det måtte være ét fedt for Skjorten, hvordan bagværket nu så ud. Og måske er der nogen, der står og mangler et lille hyggeligt bageprojekt hér på bagkant af julen? Man kan jo også bare kalde det en nytårsstjerne, hvis det endelig skal være;)
En eftermiddag i sidste uge gik jeg således igang. Og da min mand opdagede det fik jeg et ekstra kys under misteltenen – hele besværet værd, med andre ord. Eller. Besvær er der ikke ret meget af, for jeg brugte to dåser Danerolles (men skal for god ordens skyld nævne, at dette blogindlæg ikke er en del af noget samarbejde eller noget – blot lille let jule-hygge-projekt for egen regning) og lavede ellers en klassisk remonce (jeg delte en opskrift til snegle-indlægget hér).
Og så skal man ellers bare igang med at bygge stjernen – hvilket ser sværere ud end det er. Omend min blev noget rustik, fordi jeg var sløset med at få lukket enderne – sådan er det, når barnet vågner halvvejs i bagningnen;) Nuvel – jeg lavede min med to lag, for det var jo i den hurtige og lette ånd, at denne stjerne blev til… Men man kan altså også lave den med fire lag og det bliver f l o t.
Start med at dele dejen i 2 klumper (easy, hvis man bruger to dåser Danerolles, for så er det jo allerede klaret) og tryk/rul dem begge til en flad pandekage på størrelse med en middagstallerken. Smør den ene cirkel med remonce og læg den anden cirkel ovenpå. Stil så et vandglas i midten af cirklen og skær en stjerne ud fra glasset – start med at skære kvarte (kl 12, 3, 6 og 9) og del så hver kvart i yderligere 4 (halvér to gange).
Tag så to nabostråler og vrid dem væk fra hinanden to gange og klem spidsen sammen. Fortsæt hele vejen rundt. Hvis det lyder bakset, så se denne video fra 3:14 – det er super simpelt;)
Uhm, jeg så den på din story og den ser så lækker ud. Men kanel og hvidløg (hver for sig dog.. ;-)) er to ting der ikke smager mig her og nu (æhh de hormoner, altså). Jeg plejer ellers at være helt vild med det. Så jeg tænker jeg lige skal bogmærke denne for den ser virkelig indbydende ud.