Du læser nu
Sommerhus: endelig klar til byggestart!

Sommerhus: endelig klar til byggestart!

Ja, eller… Lige nu er vi jo mere end klar til byggestart, men indlægget her er blevet lidt forsinket i sin tilblivelse, fordi.. well… you know. Så selvom det er at spole lidt tilbage i tiden, vil jeg alligevel vise jer et par billeder eller 100 fra den formiddag, hvor sommerhuset blev sat op.

Ja. Formiddag. Det tog nemlig ikke ret meget mere, og det var altså imponerende at se. Sjakbajsen er tysk og lever i høj grad op til enhver forestilling vi har om vores effektive naboer. Wauwsa. ‘Alles klappt!’ som min tyskbog i grundskolen hed og det skal jeg da lige love for.

[Da dagen startede stod der intet andet end et bart fundament – da jeg kørte hjem kl 13:30 stod der et fuldt hus, dog uden tag]

Jeg synes generelt at byggeprocessen med Planet Huse (so far) har været rimeligt smooth – og for os har der klart været en tryghed i at bygge med nogen, der har prøvet det en milliard gange før og har fintunede processer for alt.

Det er mit første byggeprojekt af nogen som helst karakter, og jeg ville føle mig noget på bar bund, hvis ikke vi havde haft god hjælp fra start til slut. Og nu – nu er jeg blevet bidt af det! Jeg har sagt til min svigerfar at vi må gøre det igen en dag…. Han er lidt træt af at tage beslutninger, så han er ikke helt ligeså overbevist, men det skal han nok blive;)

Jeg har tidligere vist jer tegninger, grundplan og 3d-model af huset her, og jeg håber at I også kan se visionen komme til livs på billederne her – og så har jeg også delt en video fra dagen på instagram i dag. Den viser også processen ret fint (synes jeg selv da). Den finder I her.

[Set fra oven – det ser jo ikke ud af så meget heroppe fra]

Vores byggeproces og tidslinje har ca set ud som skitseret nedenfor. Vi startede sidste sommer med at sidde og tegne på terrassen i det gamle sommerhus, og efter ferien synes vi selv, at vi havde fået en god idé om hvad vi ville have. Derfor tog vi fat i Planet Huse og jeg tror vores første møde med rådgiveren var i slutningen af august. Derfra rullede bolden bare.

  • Tegninger, kontrakter og alt det kedelige – efteråret
  • Nedrivning af eksisterende sommerhus – februar
  • Fundering (vi har rigtigt meget ekstra fundering, for som I kan se ligger huset ret tæt på fjorden og jorden er derfor super blød og leret, hvilket havde givet det gamle hus en sætningsskade) – marts
  • Støbning af fundament – april
  • Opsætning af alle vægelementer, limtræsbjælke og gavle – ultimo april
  • Lægning af tag – maj
  • Invending klargøring og finish – juni

Nu er vi snart i mål – de går og nusser med de sidste indvendige ting og vi regner med at overtage her i slutningen af juni. Det er perfekt for så kan vi lige nå at komme på plads inden der er dømt familieferie i de sidste uger af juli. Og lidt til. Jeg tror vi kommer til at pendle ret meget frem og tilbage, hvis jeg skal være helt ærlig.

[“Det er virkelig dit projekt”, sagde min mor, da vi lå i sengen og jeg viste hende de her billeder for nogle uger siden. Det gør mig mere ked af det end jeg nogensinde vil kunne forklare, at hun ikke får lov til at se det stå færdigt]

 Kommentarer (6)

Kommentér

Din email-adresse vil ikke være synlig.

© 2021 acie.dk / All Rights Reserved / A GreatSimple website

Scroll til top