Du læser nu
Sommerfavorit: cremet iskaffe på 1 minut..

Sommerfavorit: cremet iskaffe på 1 minut..

opskrift-nem-cremet-iskaffe-9-of-13

Okay venner – T.A.K. for jeres søde postkort. Hvor er det bare hyggeligt, at høre fra jer. Fra Bali til Blokhus, fra London til Chicago. I har tjekket ind fra hele verden med søde hilsner og eksotiske vindpust. Jeg har nydt at læse alle jeres hilsner, og sætter umådeligt stor pris på hver og én <3

opskrift-nem-cremet-iskaffe-13-of-13

Herhjemme er vejret trist idag. IKEA-vejr, om man vil. Så dér har jeg været. Men igår var det altså flot, og jeg nød blandt andet nogle solstråler i en solstol med en bog og sådan en sag hér. En iskaffe. Det er jo en sommerklassiker, og jeg burde have kickstartet iskaffe-sæsonen væsentligt tidligere, set i lyset af min fugtige gravide overlæbe og høje kropstemperatur.

Nuvel. Det var i Lagkagehuset jeg blev inspireret – de har fået en ‘sommerkaffe’ på menuen nemlig. Og selvom jeg (og min husbond iøvrigt) ikke er blege for at kaste mange penge efter Lagkagehusets mange glæder, så stoppede festen for mig altså dér. 45kr, venner. Fem-og-fyrre danske kroner. For en iskaffe.

opskrift-nem-cremet-iskaffe-11-of-13

Dét kan jeg gøre bedre selv. Og det gik jeg så hjem og gjorde;) Der findes ca en milliard opskrifter på iskaffe, og det er ved Gud heller ikke rocket science, men jeg har altså 2 tricks i ærmet, som jeg synes gør min opskrift ekstra god. Ekstra win. Eller faktisk 3. Det 3. er, at den laves på noget man (oftest) alligevel har stående i køkkenet – ikke med kondenseret mælk, ikke med vanilieis, ikke med smarte sirupper. Niks.

opskrift-nem-cremet-iskaffe-8-of-13

Opskrift – nem og cremet iskaffe

  • 1 espresso eller lille kop stærk pulverkaffe
  • Letmælk
  • Isterninger
  • 2 tsk brun farin

Bryg et skud af din yndlingsespresso – om du bruger en Nespresso-maskine, om du laver epsresso af pulverkaffe eller om du bruger en espresso-maskine som mig, vil jeg ikke blande mig i (with that being said, har jeg et helt unaturligt kærligt forhold til min kaffemaskine – den skrev jeg om hér). Normalt ville jeg brygge et dobbelt-shot, men i disse gravide tider, styrer jeg mig og holder mig til single-shots 🙂

opskrift-nem-cremet-iskaffe-6-of-13

opskrift-nem-cremet-iskaffe-5-of-13

Kom de 2 teskeer brun farin i den varme espresso og lad den stå, så kaffen kan køle lidt og sukkeret kan blive opløst. Det er iøvrigt den ene genialitet ved denne opskrift – den brune farin. Den har lidt samme brændte sukker-smag, som de smarte sirupper man kan købe i dyre domme og er dermed helt perfekt til iskaffe.

opskrift-nem-cremet-iskaffe-12-of-13

Mens kaffen køler skal mælken piskes cremet – jeg har skrevet letmælk, men det er fordi det er dét jeg selv bruger i min kaffe om morgenen. Har man noget andet, så bruger man dét. Jeg skummer normalt min mælk med espressomaskinens steamer – men det er der jo ikke meget iskaffe over. Har man ikke lige en lille håndholdt mælkeskummer, kan man let bruge en stavblender istedet. Dét har jeg gjort hér og det fungerer perfekt – genialitet nummer to.

Kom til sidst isterninger i et glas, hæld kaffe+sukker over isterningerne først og top op med den skummede mælk. Voila. Det tager ikke ret meget mere end 1 minut. Måske 2. Og så er der altså iskaffe for væsentligt mindre end 45 kr;) .. Og nårh ja – vil man være rigtigt smart med de smarte, kan man også blende alle sagerne og få sig en såkaldt frappé. Det smager heller ikke skidt 😉 

opskrift-nem-cremet-iskaffe-10-of-13

 Kommentarer (22)
  • Tusind tak for en lækker opskrift. Den opskummede mælk giver en helt anden luksuriøs fornemmelse end almindelige, flade iskaffer. Det må hellere tilføjes, at jeg fik skummet mælken så meget, at det kom til at ligne flødeskum 😁

  • Tak for god opskrift 😊Må jeg spørge til om I er glade for The Barista Express espressomaskinen? Min mand og jeg overvejer nemlig kraftigt at købe den da vi er klar til at opgradere fra en Nespresso maskine som klarer det hele for os til en maskine som semi klarer det hele for os og gerne skulle give os en bedre kaffe oplevelse 😊

  • Jeg elsker stadig denne her opskrift!! Og har lavet den i perioder hver dag.
    Men har modificeret opskriften lidt, og tænkte at måske en travl mor som dig kan bruge det til noget ☺️
    Eftersom jeg ikke har en espressomaskine, så laver jeg lidt over en liter espresso og brun Farin blanding ad gangen og stiller den i køleskabet. Jeg putter Ca 20 teskefulde instant pulver og 10-12 teskefulde brun farin i en 1,2 liters kande. Tilsætter lidt kogende vand til blandingen opløses. Og så hælder jeg koldt vand i for resten. Og så stiller jeg i køleskabet. Og så er den klar når man vil have iskaffe. Jeg laver den med ca 40% kaffeblanding og 60% , havremælk og meget ofte med en mælkeskum på. Og blandingen kan holde sig ca. 1 uge til 1 1/2 i køleskabet. Det er SÅ nemt!! 😁

  • Den her opskrift er SÅ god! Og mega nem <3 Jeg laver den med Bailey i, og lukker mine øjne hårdt i og forestiller mig at solen skinner – så føles det endelig som sommerferie 😉

  • Okay, din opskrift er god – det må jeg medgive dig, og jeg har ellers prøvet et par forskellige udgaver 😉

  • Ja det er jo prisen man nogen gange skal betale.
    Jeg går ofte på Baresso, og nyder det, enten når jeg har skulle vente på tog i Odense eller når man i godt selskab, også gøre det ikke noget offer de penge. Dog vil jeg ikke gøre som hverdagskost også det godt man kan lave det derhjemme.

    // Angie Davidsen

    • Haha, Nanna det er virkelig godt husket! Men nej – det her et ét jeg vist nok har købt i Søstrene Grene sidste år. Det kommer med sådan et skruelåg med et hul til sugerøret, der er ret smart, hvis jeg fx skal have det med op på tagterrassen el.lign. Jeg har ikke lige set noget lignende for nylig, men skal nok holde godt øje!

  • Jeg tilsætter ofte et par skefulde (alt efter til hvor mange) vanillesukker. Gir et kick a la sirup. Nam nam

  • Hold da op…! Jeg prøvede – uden særlige forventninger, alle hidtidige afprøvede iskaffeopskrifter har skuffet – men denne! DÉN er altså god! 1000 tak for at dele.

    • Yay Ditte – TAK fordi du tog dig tid til at skrive en tilbagemelding <3 <3 <3

    • Selvfølglig😊 Og med udvortes baby, så tog jeg dobbelt shot kaffe – min sommerbarsel er reddet!👏🏼

  • Hvis du laver en ekstra portion og bruger det til at lave isterninger, undgår du at få en vandet iskaffe. Det har jeg i hvert fald selv fået en bedre iskaffe ud af, med iskaffe isterninger 😁

  • Hvor lækkert – jeg syntes ofte at de fansy opskrifter tager dage at lave….men den her er jo lige til at gå til. Tak fordi du deler 🙂
    Og den kaffemaskine – vi har en næsten magen til og den er en drøm! Kaffe på en sage er bare en drøm 😀

  • Yes, den glæder jeg mig til at afprøve når jeg kommer hjem fra ferie. Selvom jeg har ret godt styr på mit iskaffe-game har jeg aldrig prøvet varianten med mælk der er skummet.
    PS. Også lige et postkort fra SydItalien, Pt Napoli, hvor en medgravid kan sige at 30 grader nødvendigvis ikke er lykken. Pyh

  • Tak for opskriften! 😄 Jeg drikker ikke selv kaffe, men min kæreste har et lige så unaturligt kærligt forhold til sin (svinedyre) semiautomatiske espressomaskine som du har, så måske jeg skulle overraske ham med sådan en iskaffe-sag en af dagene når han kommer hjem fra job. Lidt fordele skal der vel være ved at have en kæreste der er gået på ferie. 😍😜

Kommentér

Din email-adresse vil ikke være synlig.

© 2021 acie.dk / All Rights Reserved / A GreatSimple website

Scroll til top